{"id":111,"date":"2022-03-28T20:10:14","date_gmt":"2022-03-28T20:10:14","guid":{"rendered":"https:\/\/skaldatimi.is\/?p=111"},"modified":"2022-04-13T13:56:52","modified_gmt":"2022-04-13T13:56:52","slug":"1-forelaesning-for-norske-seminariestuderende","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/skaldatimi.is\/?p=111","title":{"rendered":"Forel\u00e6sning for norske seminariestuderende"},"content":{"rendered":"\r\n
\"\"\r\n\r\n<\/figure>\r\n\r\n\r\n\r\n\r\n\r\n

Indtil \u00e5ret 1973 sejlede passagerskibet Gullfoss mellem Island, Leith i Skotland og K\u00f8benhavn. En af de faste g\u00e6ster om bord var Halld\u00f3r Laxness, da han var bange for at flyve. Da Gullfoss p\u00e5 en af disse rejser stoppede i Leith, gik Laxness ud p\u00e5 d\u00e6kket i det\u00a0 fine vejr. Han s\u00e5 at en af havnearbejderne, der arbejdede p\u00e5 kajen, var fuldst\u00e6ndig tandl\u00f8s. Dette vakte Nobelforfatterens nysgerrighed og han bad en af de ansatte at kalde p\u00e5 denne mand s\u00e5 han kunne tale med ham. Da den skotske arbejdsmand var kommet til Laxness, spurgte forfatteren: \u201eHvordan kan du holde ud at v\u00e6re tandl\u00f8s? Hvorfor f\u00e5r du dig ikke et gebis?\u201c Arbejdsmanden svarede Laxness: \u201eDet er nu s\u00e5dan at min kone bruger t\u00e6nderne om dagen, og jeg f\u00e5r dem om aftenen s\u00e5 jeg kan g\u00e5 p\u00e5 pubben.\u201c Til dette svarede Halld\u00f3r Laxness: \u201eDet m\u00e5 v\u00e6re et fortrinligt \u00e6gteskab.\u201c<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Denne lille anekdote viser meget af det, der karakteriserer Halld\u00f3r Laxness. Han interesserer sig for sine medmenneskers k\u00e5r, ikke mindst de mennesker, der er d\u00e5rligt stillet. Han ser ofte tingene fra en anden synsvinkel end vi andre og har en speciel evne til at se de komiske sider af livet. Alle disse aspekter kan vi se i hans v\u00e6rker.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness h\u00e6ver sig h\u00f8jt over andre islandske forfattere i det 20. \u00e5rhundrede, og vi m\u00e5 helt tilbage til Snorri Sturluson for at finde en forfatter af sammenligneligt format i islandsk litteraturhistorie. Han har v\u00e6ret meget virksom igennem en lang karriere, han har skrevet 13 store romaner, fem skuespil og en dramatisering af \u00e9n af romanerne foruden novellesamlinger, artikelsamlinger og memoirer. Den sidste erindringshistorie udkom mere end seksti \u00e5r efter hans f\u00f8rste roman. Men m\u00e6ngden siger langt fra hele historien. Laxness har f\u00e5et utallige anerkendelser i udlandet, hvoraf den vigtigste naturligvis er Nobelprisen for litteratur i 1955. Han nyder nu sit otium og har lagt pennen fra sig.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Hans b\u00f8ger er blevet oversat til 43 sprog og er udkommet i mere end 500 forskellige udgaver. Mange af hans b\u00f8ger er udgivet p\u00e5 norsk, sk\u00f8nt Salka Valka<\/em> nu formodentlig er den eneste, man vil finde i boghandelen. Hans b\u00f8ger er blevet solgt i meget store oplag over hele verden, f. eks. i flere hundrede tusind eksemplarer i USA. Hans karriere er enest\u00e5ende, mangesidigheden i hans v\u00e6rker har f\u00e5 paralleller, og man kan faktisk sige at han\u00a0 med hver ny bog er kommet bag p\u00e5 sine l\u00e6sere.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Gu\u00f0j\u00f3nsson blev f\u00f8dt d. 23. april 1902 i Reykjav\u00edk. Han flyttede i en ung alder til g\u00e5rden Laxnes i Mosfellsdalen, ca. tyve kilometer uden for Reykjav\u00edk i retning af den gamle tingplads Thingvellir. G\u00e5rden er i dag ramme om en rideskole. Forfatteren tog senere navnet fra dette barndomshjem som familienavn og kaldte sig Halld\u00f3r Laxness, og da han konverterede til katolicismen tilf\u00f8jede han navnet Kiljan. Engang i femtitallet oph\u00f8rte Laxness med at bruge navnet Kiljan, selv om mange isl\u00e6ndinge aldrig kalder ham andet end Kiljan.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness gjorde opr\u00f8r mod romanens traditionelle form \u2013 realepikken \u2013 men forsonede sig senere med den igen, uden dog at holde den s\u00e6rlig i h\u00e6vd. Man kan sige at han bliver en nyskaber inden for realismen. S\u00e5ledes videreudvikler han den realistiske roman men uden at bringe den ud af balance.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Laxness’ f\u00f8rste romaner, Barn n\u00e1tt\u00farunnar <\/em>(1919) og Undir helgahn\u00fak <\/em>(1924), er traditionelle folkehistorier og kan kaldes ungdomsv\u00e6rker. De er ikke blevet oversat til norsk. Derefter f\u00f8lger en avantgardeepoke hvor Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> bliver til (1927). I Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> sl\u00e5s Laxness med sin samtid, bogen viser et splittet verdensbillede. Laxness fors\u00f8ger ikke at bringe bogens forskellige stemmer i harmoni, den er ikke redigeret til fordel for et bestemt synspunkt eller budskab. Historien viser mange livsanskuelser og de er alle lige betydningsfulde. P\u00e5 den m\u00e5de er historien et polyfonisk v\u00e6rk.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Den store v\u00e6ver fra Kashmir <\/em>er en af Laxness’ mest bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdige romaner. Den svenske litteraturhistoriker Peter Hallberg sagde om denne bog: \u201eDet er et sp\u00f8rgsm\u00e5l om der nogensinde er udkommet en bog i de nordiske lande, der giver en s\u00e5 st\u00e6rk og varieret beskrivelse af efterkrigstidens tankegang som Den store v\u00e6ver<\/em>.\u201c<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> beretter om Steinn Elli\u00f0i, der er 18 \u00e5r gammel da historien begynder, og vi f\u00f8lger ham nogle \u00e5r i hans liv. Det er tilsyneladende en traditionel udviklingshistorie, men unders\u00f8ger man den bedre, ser man at den spr\u00e6nger denne ramme. Steinn Elli\u00f0i flakker mellem forskellige livsanskuelser, og man kan sige at han raver om mellem tre ideologier: katolicismen, kommunismen og Friedrich Nietzsches overmenneskeideologi. Et katolsk menneske lever gennem Gud, kommunisten lever gennem andre mennesker, mens den, der f\u00f8lger overmenneskeideologien lever gennem sig selv.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Steinns livsanskuelser og situation \u00e6ndres konstant, det virker som om mange mennesker taler gennem Steinn, hver med sit synspunkt, sit ansigt. Steinn har med andre ord \u201ehundrede og femti livsanskuelser, men ingen af dem er hans egen\u201c, som Halld\u00f3r Laxness siger i en artikel fra dette tidsrum om nutidsmennesket. I romanerne fra det 19. \u00e5rhundrede havde forfatterne styret sine historier, hvilket gengav et helst\u00f8bt verdensbillede. I Den store v\u00e6ver fra Kashmir fors\u00f8ger Laxness imidlertid ikke at opn\u00e5 nogen harmoni mellem de stemmer, der kommer frem i historien, eller at redigere historien til fordel for noget specielt budskab. Historien viser mange livsanskuelser, der alle har samme berettigelse.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Den store m\u00e6ngde ideer og synspunkter, der kommer frem i Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> bliver brugt til at belyse Steinns mods\u00e6tningsfulde natur og de problemer der piner hans sind. Diskussionen, dialektikken, er tilsyneladende hovedemnet. P\u00e5 den m\u00e5de er historien et polyfonisk v\u00e6rk, og forfatteren tager ikke noget ansvar for den vrimmel af synspunkter, der kommer frem i historien. De st\u00f8rste mods\u00e6tninger i Steinns liv er Gud og Dilja, den kvinde han elsker n\u00e5r hun ikke i hans \u00f8jne er et symbol for Dj\u00e6velen. Til sidst sejrer s\u00e5 Gud, men tilbage sidder Dilja.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Der er mange ting til f\u00e6lles mellem Steinn Elli\u00f0i, hovedpersonen i Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em>, og Halld\u00f3r Laxness. Laxness var en tid lang katolik og boede i en periode i et kloster, men med Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> kan man sige at han har taget afsked med den katolske kirke. Det var ikke Gud, der sejrede i kampen om Laxness’ sj\u00e6l, men derimod menneskene, og nu gik han helt over til socialismen. Efter Den<\/em> store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> skriver Laxness historier fra samtiden, som man kan kalde sociale historier. I 1931 – 32 udkom Salka<\/em> Valka<\/em>, hvori vi f\u00f8lger udviklingen hos Salka Valka, der med sin mor kommer til en lille fiskerlandsby, hvor hun tr\u00e6ffer Arnaldur, den unge idealist der vil revolutionere verden. Salka Valka fortjener ogs\u00e5 megen opm\u00e6rksomhed, da den markerer et skel i Laxness’ karriere p\u00e5 mere end \u00e9n m\u00e5de.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I april og maj 1933 var Halld\u00f3r Laxness i Leipzig og skrev derfra breve til sin kone. \u00c5ret f\u00f8r var den f\u00f8rste halvdel af Salka V<\/em>alka udkommet, og han var nu i gang med at skrive den sidste. Lad os se lidt p\u00e5 disse breve. D\u00e9r skriver Laxness:<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Det g\u00e5r udm\u00e6rket med den nye bog. Jeg har gode forh\u00e5bninger om den, – somme tider.\u00a0 – Som du ved, – s\u00e5 fortvivler jeg ind imellem. …[Materialet] er ofte overordentlig vanskeligt og knust, og jeg finder dagen ud og ind en konstant sp\u00e6nding efter at f\u00e5 at se hvordan det vil g\u00e5. Personerne f\u00e5r med hver dag der g\u00e5r mere og mere storsl\u00e5ede dimensioner … Og hvis den sidste halvdel lykkes, s\u00e5 er jeg made, s\u00e5 har jeg skrevet en roman i verdensformat. … [Det] er et frygteligt og stort arbejde, der venter mig. Men jeg skal vise at jeg kan blive en forfatter i verdensformat, eller br\u00e6kke halsen. Her er ingen pardon og ikke tale om at give efter s\u00e5 meget som en millimeter. Jeg vil pr\u00e6stere det – eller br\u00e6kke halsen!<\/em><\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Salka Valka<\/em> udspilles mellem j\u00e6vne almuefolk i en fiskerlandsby. Der fort\u00e6lles om beboernes livskamp, b\u00e5de om trange k\u00e5r og stridigheder mellem de enkelte. Romanens personer er alle skr\u00f8belige men ingen er uden medlidenhed. Rigtigt og forkert er i denne roman ikke mods\u00e6tninger, hvilket er meget sj\u00e6ldent i en realistisk samfundsbeskrivelse i tredverne, en tid med voldsom klassekamp. Forfatterens og l\u00e6serens medlidenhed er oprigtig og fuldst\u00e6ndig med alle bogens personer – uanset hvor usle de er. Selv det \u00e6kle er her smukt. Som eksempel p\u00e5 dette kan det synes underligt at Salka f\u00f8ler sig tiltrukket af Stein\ufb02\u00f3r, historiens skurk. Stein\ufb02\u00f3r fors\u00f8ger at voldtage hende da hun er ganske ung mens han bor sammen med hendes mor. Men med sin personskildring lykkes det forfatteren at undg\u00e5 at g\u00f8re Stein\ufb02\u00f3r til en ensfarvet skurk. Han har en tiltr\u00e6kningskraft, der ikke lader Salka uber\u00f8rt.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Dette ses ogs\u00e5 i historiens politiske fort\u00e6lling. Arnaldur kommer til landsbyen og forkynder socialismen, ligesom Halld\u00f3r Laxness kom hjem til Island fra Amerika nogle \u00e5r tidligere som overbevist socialist og begyndte at udbrede budskabet. Alligevel er Arnaldur ikke symbolet p\u00e5 godheden og visdommen, den, der altid har ret eller som alle har medlidenhed med.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

P\u00e5 den m\u00e5de falder Laxness ikke i den f\u00e6lde at skrive i den ensfarvede socialrealismes \u00e5nd, hvor de gode kun er gode og de onde kun onde. Man kan sige at Laxness i historien pr\u00f8ver de teorier, som han forkyndte i sine artikler om sociale sp\u00f8rgsm\u00e5l og n\u00e5r det resultat at de ikke virker i virkeligheden. Om dette s\u00e5 var bevidst eller ikke.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Jeg sagde f\u00f8r at Salka V<\/em>alka markerede et skel i Laxness’ udvikling p\u00e5 mere end een m\u00e5de. For det f\u00f8rste begynder han nu at skrive sociale historier fra samtiden, og for det andet er dette bogen, der \u00e5bner vejen til udlandet for ham. Den islandske forfatter Gunnar Gunnarsson, der arbejdede i Danmark p\u00e5 dette tidspunkt og faktisk var en af landets popul\u00e6reste forfattere, oversatte bogen til dansk, og kort tid senere udkom den i England. Halld\u00f3r Laxness var \u201emade\u201c som han tidligere havde skrevet i brevet til sin kone. Forude var storsl\u00e5ede v\u00e6rker der i tiden fremover ville b\u00e6re Laxness’ ry og ber\u00f8mmelse endnu l\u00e6ngere. Salka Valka<\/em> blev oversat til norsk i 1946.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

To \u00e5r efter at Laxness havde skrevet Salka Valka<\/em> udkom hans n\u00e6ste bog Frie M\u00e6nd<\/em> i to dele, det m\u00e6gtige v\u00e6rk om bonden Bjartur p\u00e5 g\u00e5rden Sumarh\u00fas, manden der s\u00e5ede i sin fjendes ager hele sit liv, nat og dag, som det st\u00e5r i historien. Frie m\u00e6nd<\/em> er den bog der har gjort mest for Laxness’ verdensber\u00f8mmelse. I 1946 var den m\u00e5nedens bog hos Book of the Month Club i USA, og 500.000 eksemplarer blev solgt p\u00e5 en m\u00e5ned. Bogen er for nylig udkommet igen hos Random House i USA som paperback.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Laxness har selv sagt at han til dels har skrevet Frie M\u00e6nd som modstykke til Hamsuns Markens gr\u00f8de<\/em>. Begge disse b\u00f8ger fort\u00e6ller om b\u00f8nder, der alene driver deres eget landbrug, men historierne fort\u00e6lles p\u00e5 vidt forskellig m\u00e5de. Isaks f\u00f8rste ord i Hamsuns v\u00e6rk er \u201eja\u201c, mens Bjarturs f\u00f8rste ord er \u201enej\u201c. Bjartur k\u00e6mper hele sit liv for at v\u00e6re en selvst\u00e6ndig mand. Han er yderst fattig men vil ikke v\u00e6re en byrde for nogen. Hele tiden arbejder han imod sine egne interesser, og til slut har han mistet alt og er p\u00e5 vej ind i en endnu mere\u00a0 afsidesliggende dal med hvad der er tilbage af familien. Alligevel er han sejrherre, for han har i virkeligheden anerkendt at han har haft uret. Isak i Markens gr\u00f8de <\/em>er derimod blevet en velst\u00e5ende mand i historiens slutning.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Det kan virke ejendommeligt at en historie om en islandsk bonde skulle v\u00e6kke s\u00e5 meget opm\u00e6rksomhed i udlandet, men det er tilsyneladende lykkedes Laxness at sl\u00e5 p\u00e5 f\u00e6llesmenneskelige strenge i historien, Bjartur har tilsyneladende mange paralleller over hele verden. Og bogen synes at g\u00f8re et meget st\u00e6rkt indtryk p\u00e5 sine l\u00e6sere. En vinterdag, da Laxness sad i sit hjem Gl\u00fafrasteinn uden for Reykjav\u00edk, bankede det p\u00e5 d\u00f8ren. Udenfor bl\u00e6ste en forrygende snestorm, og alle undtagen de, der havde et \u00e6rinde af yderste n\u00f8dvendighed, holdt sig inden d\u00f8re. Udenfor stod en mand, og taxaen ventede foran huset. Manden var amerikaner og havde mellemlandet i Island p\u00e5 vej til Europa. Han havde prajet en taxa og bedt chauff\u00f8ren k\u00f8re til Halld\u00f3r Laxness’ adresse. Str\u00e6kningen fra lufthavnen til Mosfellsdalur er ca. 75 kilometer og koster i dag mindst 1.500 norske kroner tur retur. Det eneste \u00e6rinde var at hilse p\u00e5 manden, der skabte Bjartur p\u00e5 g\u00e5rden Sumarh\u00fas og fort\u00e6lle ham at der p\u00e5 Manhattan var flere af Bjartur’s br\u00f8dre end noget andet sted i verden. K\u00f8rer man 150 kilometer i en taxa gennem snestorm for at hilse p\u00e5 en forfatter, m\u00e5 romanen have gjort et st\u00e6rkt indtryk p\u00e5 i hvert fald denne l\u00e6ser. Frie M\u00e6nd <\/em>udkom i Norge i 1954.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I \u00e5rene 1937 – 40 skrev Laxness romanen Verdens lys<\/em> i fire dele. Historien er om \u00d3lafur Lj\u00f3sv\u00edking, der er en af de allermindste af en br\u00f8dreflok, et foragtet digtergeni, en stakkel der lider for andre. Han l\u00e6nges efter sk\u00f8nheden og kan aldrig deltage fuldtud i det jordiske liv, og siger et sted at det er meget vanskeligere at v\u00e6re digter og skrive om verden end at v\u00e6re menneske og leve i den. Historien slutter med at \u00d3lafur K\u00e1rason g\u00e5r op p\u00e5 isbr\u00e6en, der knejser over landsbyen hvor han bor, op hvor sk\u00f8nheden alene r\u00e5der, oven for alle krav. Verdens lys<\/em> udkom f\u00f8rst i Norge i 1957 – 58.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I 1948 skrev Halld\u00f3r Laxness romanen Land til salg<\/em>.\u00a0 Den var et indl\u00e6g i nationens meget h\u00e5rde diskussion om holdningen til udenlandske tropper i Island. Land til salg<\/em> udkom i Norge i 1966.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Omkring dette tidspunkt begyndte forfatteren at skrive historiske romaner, som han byggede p\u00e5 autentiske kilder. Islands klokke<\/em> udkom i \u00e5rene 1943 – 46, p\u00e5 samme tid som verdenskrigen slutter og Island erkl\u00e6rer grundl\u00e6ggelsen af den islandske republik. Sk\u00f8nt man aner disse begivenheder i historien, er den en historisk roman og for en stor del bygget p\u00e5 professor \u00c1rni Magn\u00fassons livsl\u00f8b i Island og i K\u00f8benhavn. \u00c1rni Magn\u00fasson har langt den st\u00f8rste del af \u00e6ren for bevarelsen af de islandske h\u00e5ndskrifter fra middelalderen. I romanen er han kaldt Arnas Arn\u00e6us.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Islands klokke <\/em>er mere end nogen anden bog en fortolkning af nationens historie og tilsigter en \u00f8get national bevidsthed. Laxness’ billede af isl\u00e6ndinge omkring 1700 er kummerligt. Der er hungersn\u00f8d i landet, epidemier h\u00e6rger og handelsmonopolet udpiner befolkningen. Landets klokke \u00f8del\u00e6gges, domhuset forfalder, embedsm\u00e6ndene er berusede ved arbejdet, retssystemet korrupt og s\u00e5 videre. Men p\u00e5 en eller anden m\u00e5de overlever denne nation. Dens symbol, J\u00f3n Hreggvi\u00f0sson, mister aldrig ligev\u00e6gten selv i de uhyrligste pr\u00f8velser. Han stj\u00e6ler et stykke snor s\u00e5 han kan fange fisk, han bliver pisket for at h\u00e5ne kongen, p\u00e5 hjemvejen tyder meget p\u00e5 at han har druknet sin b\u00f8ddel i en mudderp\u00f8l, og som f\u00f8lge er han d\u00f8mt til d\u00f8den. J\u00f3n Hreggvi\u00f0sson er en autentisk person, og ideen til historien var et brev\u00a0 fra J\u00f3n Hreggvi\u00f0sson til myndighederne som Laxness fandt ved en tilf\u00e6ldighed.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Islands klokke<\/em> er ogs\u00e5 k\u00e6rlighedshistorien om Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur \u00cdslandss\u00f3l og Arnas Arn\u00e6us. De m\u00f8des da hun er ganske ung og han en mand i en moden alder, han giver hende en ring og de elsker hinanden fra det \u00f8jeblik. Men de m\u00e5 aldrig f\u00e5 hinanden. Arnas Arn\u00e6us har brugt hele sin formue til at k\u00f8be h\u00e5ndskrifter og er p\u00e5 fallittens rand. Han l\u00f8ser sine \u00f8konomiske problemer ved at gifte sig med en rig enke i K\u00f8benhavn, og dermed \u00f8del\u00e6gges dr\u00f8mmen om \u00e6gteskabet mellem ham og Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur. Sk\u00f8nt de tilbringer en sommer sammen og senere oplever en nat sammen i K\u00f8benhavn i historiens slutning er deres historie tragisk, blandt andet fordi deres respektive \u00e6gtef\u00e6ller n\u00e6rmest er uhyrer, dels den danske pukkelryg med munden midt p\u00e5 maven og dels Magn\u00fas, der er dranker og s\u00e6lger sine jorde og sin kone Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur for br\u00e6ndevin.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Hvorfor kan Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur og Arnas ikke f\u00e5 hinanden? Hvad forhindrer det. Det kan besvares med eet ord: Idealismen. Arnas ofrer sig for Islands litteratur og dermed for nationen. Man kan sige at Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur er sig dette offer bevidst og accepterer det. Hun befrier J\u00f3n Hreggvi\u00f0sson fra fangenskab natten f\u00f8r han skal henrettes og sender ham til Arnas\u00a0 i K\u00f8benhavn. Med J\u00f3n Hreggvi\u00f0sson sender hun sin elsker ringen som han tidligere havde givet hende og et brev hvori hun siger, at selv om han ikke vil have hende og v\u00e6lger at redde Islands \u00e6re, d. v. s. nationens b\u00f8ger, og derigennem isl\u00e6ndingene selv fremfor at elske og leve sammen med hende, s\u00e5 vil hun alligevel altid elske ham. Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur har stor respekt for Arnas’ idealer, men man kan sp\u00f8rge: er dette ikke grusomme idealer? Kan man ikke sammenligne Arnas’ idealer med Magn\u00fas’ drikkesyge? Han ofrer alt for b\u00f8ger, ligesom den anden ofrer alt for br\u00e6ndevin. Arnas s\u00e6lger Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur for b\u00f8ger mens Magn\u00fas s\u00e6lger hende for br\u00e6ndevin. Arnas sviger ganske vist ikke nationen men han sviger Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur, ofrer individet for helhedens tarv.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

S\u00e5 sker der store \u00e6ndringer i Arnas’ forhold. Han bliver udn\u00e6vnt som den danske konges specielle repr\u00e6sentant p\u00e5 Island. Derigennem sl\u00e5s han for retf\u00e6rdighed, genoptager uretf\u00e6rdige domme og afs\u00e6tter inkompetente embedsm\u00e6nd, blandt andre Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0urs far; men de der f\u00f8r blev pisket og uretf\u00e6rdigt d\u00f8mt, jubler ikke. Biblioteket som han etablerer forsvinder i den store brand i K\u00f8benhavn. Han er blevet tr\u00e6t, han f\u00f8ler sig besejret. \u00c6gteskabet med pukkelryggen, kampen mod k\u00f8bm\u00e6nd og korrupte dommere har slukket hans livsl\u00e6ngsel; han er udbr\u00e6ndt.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

K\u00e6rlighed og idealer sl\u00e5s i Islands klokke<\/em>, ligesom i f. eks. Den<\/em> store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em> hvor Steinns religi\u00f8se idealisme og hans k\u00e6rlighed til Dilja er uforenelige synspunkter. Det samme g\u00f8r sig g\u00e6ldende i Salka Valka, hvor Arnaldur v\u00e6lger karriere og idealer frem for Salkas k\u00e6rlighed. Her kan vi se i hvilken grad samspillet mellem k\u00e6rlighed og idealer optog Halld\u00f3r Laxness. Beskeden vi f\u00e5r er at k\u00e6rlighed og idealer er helt uforligelige st\u00f8rrelser.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Handlingen i Islands klokke<\/em> er storsl\u00e5et. Et sted i historien anklager Magn\u00fas Arnas for ulovligt samleje med sin kone Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur om sommeren, hvor de to var sammen. Arnas anklager ham til geng\u00e6ld for bagvaskelse og kr\u00e6ver at hans formue bliver konfiskeret. Arnas og Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur skilles og Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur rejser hjem til Magn\u00fas. Magn\u00fas havde tabt hans og Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0urs jord p\u00e5 sold men Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0urs far k\u00f8bt den tilbage og givet til hende. Hun giver s\u00e5 jorden tilbage til Magn\u00fas. Hun p\u00e5st\u00e5r at have gjort dette s\u00e5 han ville eje en ejendom i det tilf\u00e6lde at han skulle blive d\u00f8mt formuel\u00f8s. Hvorfor? Da Arnas n\u00e6gter at have haft samleje med Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur, afsv\u00e6rger han hende; men f\u00e5r han dom som stadf\u00e6stelse herp\u00e5, har han ikke alene afsv\u00e6rget hende, men ogs\u00e5 gjort hende formuel\u00f8s. G\u00e5r dommen imidlertid imod Arnas, anses de begge for skyldige i hor, hvilket ville have medf\u00f8rt tab af \u00e6re og muligvis andet og v\u00e6rre; men Magn\u00fas ville i s\u00e5 fald have ejet jorden. I hvert fald indtil n\u00e6ste soldetur.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

P\u00e5 denne m\u00e5de g\u00f8r Laxness de elskendes forhold yderst paradoksalt og fylder det med sp\u00e6nding. Det samme sker da de m\u00f8des p\u00e5 et g\u00e6stehus i K\u00f8benhavn. Da har Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur f\u00e5et de danske myndigheder til at erkl\u00e6re dommene over Arnas ugyldige, og derigennem har hun faktisk frataget ham h\u00e6der og \u00e6re;\u00a0 alligevel v\u00e6lger hun at tilbringe natten sammen med ham og tilb\u00f8d\u00a0 at \u00f8del\u00e6gge domsdokumenterne. Arnas har f\u00e5et viden om hendes fors\u00f8g p\u00e5 at \u00f8del\u00e6gge ham men kommer dog til hende alligevel. Og til trods for disse langvarige stridigheder mellem Sn\u00e6fr\u00ed\u00f0ur og Arnas, er de elskende for evigt. S\u00e5ledes spiller Halld\u00f3r Laxness p\u00e5 paradokser i Islands klokke <\/em>ligesom ogs\u00e5 i andre v\u00e6rker. Islands klokke<\/em> udkom f\u00f8rste gang i Norge i 1951.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I 1952\u00a0 udkom Kjempeliv i nord<\/em>. Her gik Halld\u00f3r Laxness i gang med det ambiti\u00f8se projekt at skrive en \u201eIsl\u00e6ndingesaga\u201c. Historien er fra begyndelsen en parodi rettet mod helte- og voldsdyrkelsen hos den islandske helt \ufb01orgeir H\u00e1varsson og den islandske digter \u00deorm\u00f3\u00f0ur Kolbr\u00fanarsk\u00e1ld, men da parodien er f\u00e6rdig, begynder tragedien. Laxness bygger her p\u00e5 F\u00f3stbr\u00e6\u00f0ra saga, en af Isl\u00e6ndingesagaerne, men ogs\u00e5 p\u00e5 Snorri Sturlusons Heimskringla. Billedet der er malet af den norske konge Olafur Haraldsson i disse to v\u00e6rker, er meget forskellig. Snorri g\u00f8r ham til en helgen; hos Laxness kommer han til at se ud som en diktator og tyran, en slags blanding af Hitler og Stalin. Den islandske digter har i romanen digtet et stort vers om \u00d3lafur Haraldsson. Endelig f\u00e5r han lejlighed til at fremsige digtet f\u00f8r kampen ved Stiklarsta\u00f0ur, men ser s\u00e5 hvilken person kongen virkelig er, og erkl\u00e6rer at han ikke l\u00e6ngere kan huske digtet. Kjempeliv i nord<\/em> udkom p\u00e5 norsk i 1958.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I 1960 udkom en historisk roman til fra Halld\u00f3r Laxness, Det gjenfunne paradiset<\/em>, der fort\u00e6ller om bonden Steinar fra Steinahl\u00ed\u00f0ar, der rejser over den halve jordklode i sin s\u00f8gen efter et paradis p\u00e5 jorden. Han bliver mormon og flytter til Utah men kommer til sidst tilbage til sin hjemegn efter at have l\u00e6rt mangt og meget om verdens idealer og bedrag. I disse historier kan man sige at forfatteren taler til sin samtid gennem historier fra fortiden, men man bem\u00e6rkede ogs\u00e5 en ny tone i dem. Tidligere havde han forkyndt socialisme med megen iver, hyldet Sovjetunionens leder, men nu var det som om han havde f\u00e5et nok af teorier og begyndt at tvivle p\u00e5 lyksalighedsriget.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Historien om bonden Steinar fra Steinahl\u00ed\u00f0ar er historien om et menneske, der bliver idealist og f\u00e5r h\u00e5b om paradis p\u00e5 jorden. Han rejser ud for at finde det, men et eller andet bevirker at han s\u00f8ger tilbage til hjemegnen i historiens slutning. Idealerne om tusind\u00e5rsriget viste sig at v\u00e6re bedrag. I slutningen er tilsyneladende intet sket, det er som om Steinar st\u00e5r p\u00e5 det samme sted som f\u00f8r han rejste ud. Han fandt tro eller idealer, som han tabte igen, men har f\u00e5et en ny livsanskuelse i slutningen. N\u00e5r alt er taget i betragtning, er det den urgamle og trofaste islandske natur omkring hans g\u00e5rd, der giver hans liv og arbejde som isl\u00e6nding indhold og sammenh\u00e6ng. Det er bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdigt at man finder en lignende kerne i Voltaires Candide<\/em>, der udkom p\u00e5 islandsk i Laxness’ overs\u00e6ttelse i 1945. Men sk\u00f8nt v\u00e6rkernes resultater er parallelle, er bearbejdelsen af materialet vidt forskellig.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness havde siden i slutningen af tyverne v\u00e6ret en ih\u00e6rdig fortaler for socialismen og et retf\u00e6rdigt samfund, havde rost Sovjetunionen og dens leder Stalin, men p\u00e5 samme tid kraftigt kritiseret kapitalismens h\u00f8jborg, USA. Henimod slutningen af femtitallet begyndte man imidlertid at bem\u00e6rke en anden tone i Laxness’ udgivelser. Da ser man ikke l\u00e6ngere de heftige angreb p\u00e5 USA og Nato, men skuffelsen over socialismens udf\u00f8relse \u00f8st for jernt\u00e6ppet er blevet desto tydeligere. Det er meget tydeligt at Laxness’ begejstring for Sovjetunionen – socialismens lyksalighedsrige – nu er betydelig mindsket. I essays fra denne periode ser man, at forfatteren tilsyneladende har f\u00e5et mere end nok af teorier; andre kunne beholde sin tro eller sine ideologier, men selv havde han frem for alt tro p\u00e5 tolerance, og derudover den pragmatiske indstilling, der siger: hvis doktrinen virker, er den i det mindste god til netop det form\u00e5l.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness lagde altid uhyre meget arbejde i sine romaner. Unders\u00f8gte deres baggrund s\u00e5 grundigt som muligt, bes\u00f8gte historiske steder og s\u00e5 videre. I nogle tilf\u00e6lde var romanerne flere \u00e5rtier p\u00e5 forberedelsesstadiet. Det gjenfunne paradiset<\/em> er et udm\u00e6rket eksempel p\u00e5 dette.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Som ung skoledreng fandt Laxness engang en rejsebeskrivelse fra en bonde, der havde boet syd for bjergk\u00e6den Eyjafj\u00f6ll i Sydisland. Bonden hed Eir\u00edkur J\u00f3nsson og havde boet p\u00e5 g\u00e5rden Br\u00fanir. Han havde h\u00f8rt en biskop fra Utah i USA, der faktisk var islandsk, beskrive mormonernes forj\u00e6ttede land p\u00e5 den anden side af verdens oceaner og \u00f8rkener. Eir\u00edkur J\u00f3nsson fortrylledes af denne ide om dette fuldkomne rige, og en sk\u00f8nne nat<\/em> stod han ud af sengen, kyssede de sovende b\u00f8rn som han elskede mere end noget andet p\u00e5 jorden, omfavnede sin kone – og forsvandt. Historien om Eir\u00edkur fra Br\u00fanir gav ideen til Laxness’ roman om Steinar fra Steinahl\u00ed\u00f0ar i Det gjenfunne paradiset<\/em>.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Laxness beskrev selv i en artikel grundene til at han begyndte at skrive Det gjenfunne paradis<\/em> p\u00e5 f\u00f8lgende m\u00e5de:<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Om efter\u00e5ret i 1927 da jeg f\u00f8rste gang stod foran templet i Salt Lake City [Staten Utahs hovedstad], kom jeg igen i tanker om historien som jeg tilf\u00e6ldigvis havde l\u00e6st som dreng, om en lille bondes pilgrimsrejse ud i den store verden for at finde det forj\u00e6ttede land og, om de om muligt endnu alvorligere vanskeligheder som hans n\u00e6rmeste blev udsat for efter at han var rejst. F\u00f8r jeg vidste det, var jeg begyndt at blande denne historie sammen med virkeligheden. Ideen blev s\u00e5 ved med at plage mig i mere end tredve \u00e5r.<\/em><\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness siger i den samme artikel at han igen og igen har taget livtag med dette materiale, men aldrig f\u00e5et ordentlig fat. Han fandt at hovedtemaet, det forj\u00e6ttede land, “aldrig ville komme i fokus”. I \u00e5rene 1958 og 1959 koncentrerede Laxness sig om materiale til Det gjenfunne<\/em> paradis<\/em>, genopfriskede bekendtskabet med historien om Eir\u00edkur fra Br\u00fanir og rejste omkring p\u00e5 Sydisland for at f\u00e5 et bedre kendskab til lokaliteterne med henblik p\u00e5 historiens handling. Om sommeren 1959 rejste s\u00e5 Halld\u00f3r Laxness til USA i det samme \u00e6rinde og boede det meste af tiden i Staten Utah, hvor efterkommerne af de islandske immigranter endnu praktiserer Mormonertroen. D. 4. oktober sendte han sin kone Au\u00f0ur brev fra bonden Eir\u00edkurs forj\u00e6ttede land:<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Jeg har allerede udrettet det meste af det som jeg kan g\u00f8re her, kommet udm\u00e6rket godt i gang med mit materiale, s\u00e5 nu ligger resten af bogen faktisk i klare linier foran mig. Derfor f\u00f8ler jeg mig nu konstant bombarderet med ideer og optrin, der venter p\u00e5 at blive f\u00e6stet, s\u00e5 jeg kan n\u00e6ppe f\u00f8lge med ved at tage notater og lave rammer om flere og flere nye kapitler. Jeg var i fire dage hos Bearnson forleden og talte med folk fra Spanish Fork, Provo og Springville, de fleste af islandsk oprindelse, dusinvis af mennesker, nogle dage var jeg p\u00e5 bes\u00f8g hos dem fra morgen til aften, den ene familie efter den anden. Det var uhyre l\u00e6rerigt og jeg fik en m\u00e6ngde p\u00e5lidelig viden om islandsk immigrantliv fra f\u00f8rste h\u00e5nd.<\/em><\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Her kan vi se hvor grundigt Laxness har unders\u00f8gt fort\u00e6llingens baggrund og scener for Det gjenfunne paradiset<\/em>, og det samme er tilf\u00e6ldet for alle hans romaner. Han unders\u00f8ger minuti\u00f8st sine kilder, b\u00e5de skriftlige oplysninger og mundtlige overleveringer. I Islands klokke<\/em> nyder Laxness godt af beskrivelserne fra en isl\u00e6nding, der havde v\u00e6ret i den danske arm\u00e9, og i Det gjenfunne paradiset<\/em> af skriverierne fra Eir\u00edkur fra Br\u00fanir, og naturligvis st\u00f8tter han sig til en m\u00e6ngde andre skrevne kilder. Laxness kalder disse skribenter \u201euforfalskede bondehistorikere\u201c, og siger at hvad der karakteriserer dem er \u201ederes syn p\u00e5 verden som en udvidelse af hjemegnen og en forts\u00e6ttelse af den\u201c og tilf\u00f8jer om Eir\u00edkur fra Br\u00fanir: \u201eom han beskriver bordeller eller kongefamilien i K\u00f8benhavn eller det forj\u00e6ttede land i Utah er han til stadighed fast p\u00e5 g\u00e5rdspladsen hjemme p\u00e5 Br\u00fanir\u201c.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Det gjenfunne paradis<\/em> udkom i Norge i 1960.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I Liv og lagnad i Brekkukot<\/em> som han skrev tre \u00e5r tidligere, 1957, to \u00e5r efter at han fik tildelt Nobelprisen i litteratur, kan man skelne et lignende livsanskuelse som i Det gjenfunne<\/em> paradis<\/em>, men historien udspilles i Reykjav\u00edk omkring \u00e5r 1900. Liv og lagnad i brekkukot<\/em> er \u00c1lfgr\u00edmurs beretning om morfar og mormor i Brekkukot, som er et lille sted udenfor Reykjav\u00edk, og om den ber\u00f8mte sanger Gar\u00f0ar H\u00f3lm. \u00c1lfgr\u00edmur vil gerne l\u00e6re at synge og finde den rene tone. Gar\u00f0ar H\u00f3lm er tilsyneladende blevet ber\u00f8mt som sanger, men det er ikke sikkert at han har fundet den rene tone. K\u00f8bmand G\u00fa\u00f0mundsen i Reykjav\u00edk har st\u00f8ttet Gar\u00f0ar \u00f8konomisk under uddannelsen og fors\u00f8ger ivrigt at \u00f8ge hans ber\u00f8mmelse i Island ved at s\u00e6tte annoncer i avisen om hans sejre i udlandet.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Man kan betragte Liv og lagnad i Brekkukot<\/em> fra forskellige synsvinkler. Almindeligvis er den l\u00e6st som en historie om to forskellige verdener, en gammel og en ny, en \u00e6gte og en falsk.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Hvis vi ser p\u00e5 Liv og lagnad i Brekkukot<\/em> som en historie om forskellige verdener, en gammel og en ny, s\u00e5 markerer korsleddet uden for Brekkukot gr\u00e6nsen. Inden for leddet bliver der ikke stillet noget krav, hverken timelige eller \u00e5ndelige, eftersom beboerne her lever livet som isl\u00e6ndinge har gjort det i mange \u00e5rhundreder. De lever et regelm\u00e6ssigt liv der ligger i faste rammer, respekterer andres ret til at v\u00e6re anderledes og forn\u00e6rmer ikke nogen. Der er ordene for dyrebare til at \u00f8dsle bort i letsindig snak; nysgerrighed og tyvagtighed bliver stillet lige. Verden inden for leddet er n\u00e6rmest en slags paradis. Der drives et gratis g\u00e6stehus. I mormor og morfars begrebsverden er kun den rigdom \u00e6gte, der ikke kan stj\u00e6les. Uden for korsleddet er der en helt anden verden, en anden time, et andet samfund. Brekkukot og G\u00fa\u00f0mundsensbutikken er symboler p\u00e5 to forskellige synspunkter i historien. Brekkukot symboliserer oprigtighed, beskedenhed og arbejdsomhed – eller den rene tone – , og G\u00fa\u00f0mundsensbutikken alt det modsatte. Den kunst der har fristed d\u00e9r, er ikke \u00e6gte. Den statiske verden inden for korsleddet indeb\u00e6rer en dyrebar kultur, en enest\u00e5ende v\u00e6rdinorm og er i besiddelse af en vis magi, der bygger p\u00e5 historiske og sociale betingelser, der er begyndt at briste i bogen. Den nye tid holder sit indtog i Reykjav\u00edk. Nutiden er lige ved at bryde ud og vil medf\u00f8re andre arbejdsredskaber der skaber nye \u00f8konomiske betingelser, og menneskers tankegang og v\u00e6rdinormer vil \u00e6ndres meget hurtigt.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I sine sidste b\u00f8ger kommer Laxness igen og igen frem til at det egentlig ikke g\u00f8r nogen forskel for vort liv hvilke religi\u00f8se eller filosofiske formler vi f\u00f8lger. Det er de menneskelige egenskaber der afg\u00f8r resultatet, den menneskelige holdning. Mange personer i hans b\u00f8ger karakteriseres af dette. Deres liv bygger p\u00e5 tolerance over for medmennesket og er fri for enhver fanatisme. Hvad der end sker, viser disse personer sin selvst\u00e6ndige holdning med ubev\u00e6gelig ro, og udelukkende ved at reagere som de finder det naturligt.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Et livssyn af denne type har mange lighedspunkter med taoismen, der har sin oprindelse s\u00e5 langt borte som i Kina. Sk\u00f8nt Brekkukot un\u00e6gteligt er et islandsk almuehjem, ser historiens forfatter husets beboere igennem taoismen. Kernen i Laxness’ tao indeb\u00e6rer respekt for alt liv, tro p\u00e5 \u00e6gte menneskek\u00e6rlighed, trofasthed og oprigtighed. Dette forbillede for menneskelig adf\u00e6rd, der blev fremsat i en kinesisk bog for flere tusinde \u00e5r siden, finder han blandt j\u00e6vne islandske almuefolk. Laxness s\u00e6tter dette vemodige billede af livet i Brekkukot op imod nutiden, hvor andre v\u00e6rdier nyder respekt<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I bogens slutning ved vi at verdenen inden for korsleddet vil forsvinde. \u00c1lfgr\u00edmur tager skridtet fuldtud, forlader Brekkukot for at rejse ud i verden og l\u00e6re at synge og tr\u00e6der dermed i den ber\u00f8mte sanger Gar\u00f0ar H\u00f3lms fodspor. Vi ved imidlertid at \u00c1lfgr\u00edmurs historie vil blive en ganske anden end Gar\u00f0ar H\u00f3lms, der aldrig har kunnet synge en eneste ren tone. \u00c1lfgr\u00edmurs \u00e5ndelige ballast p\u00e5 vej ud i livet har sine r\u00f8dder i den \u00e6gte verden, ikke i G\u00fa\u00f0mundsensbutikkens verden som den Gar\u00f0ar H\u00f3lm havde med da han rejste ud i verden.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Hos de fleste isl\u00e6ndinge er Gar\u00f0ar H\u00f3lm blevet en slags symbol lige fra da bogen udkom. Han er et symbol for isl\u00e6ndingen, der rejser ud i verden for at opn\u00e5 verdensber\u00f8mmelse, sender s\u00e5 udklip fra aviser hjem til Island, hvor de kritikl\u00f8st bliver offentliggjort, og dermed er vedkommende blevet verdensber\u00f8mt \u2013 i Island.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Liv og lagnad i Brekkukot<\/em> udkom i Norge i 1964.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Efter Det gjenfunne paradis<\/em> i 1960 gik der otte \u00e5r f\u00f8r der igen blev udgivet en roman af Halld\u00f3r Laxness . Han begyndte at skrive skuespil, efter eget udsagn p\u00e5 grund af en p\u00e5tr\u00e6ngende og ubuden g\u00e6st i hans historier som han kalder Plus Ex. \u201eHvem er denne Plus Ex?\u201c, sp\u00f8rger han i en artikel fra denne periode og svarer:<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Det er den ubudne og navnl\u00f8se g\u00e6st\u00a0 med det utydelige pas, g\u00e6sten der altid er tilstede som en vindueskigger, lige meget hvor man \u00e5bner bogen. Denne herre viser aldrig den smule h\u00f8flighed at s\u00e6tte sig bagest i rollebes\u00e6tningen men accepterer ikke andet end h\u00e6derspladsen lige i fort\u00e6llingens midte, og det endda i historier hvor forfatteren g\u00f8r sig al mulig umage for ikke at identificere sig med fort\u00e6lleren.<\/em><\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Op gennem sekstitallet koncentrerede Laxness sig om at skrive drama. Tre nye skuespil fra forfatteren blev iscenesat i dette tidsrum, men allerede i 1954 var et skuespil skrevet af Laxness blevet iscenesat. Skuespillene har mange f\u00e6lles tr\u00e6k. Laxness skaber i dem alle en konfrontation mellem den uforurenede og oprindelige verden af n\u00f8jsomhed, hverdagsliv og beskedenhed med den moralsk blinde verden af varehandel og materiel overflod. Det skjuler sig ikke at den f\u00f8rstn\u00e6vnte har forfatterens fulde sympati og sj\u00e6l.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I 1968 viste sig igen en helt ny side af Halld\u00f3r Laxness i bogen Kristenr\u00f8kt under j\u00f8kulen. Der har forfatteren til dels givet slip p\u00e5 den ellers karakteristiske realisme og tilladt en handling, der ikke kan forklares p\u00e5 logisk vis. I de forudg\u00e5ende \u00e5r var islandske forfattere begyndt at spr\u00e6nge den traditionelle romanform. Nu fulgte Laxness trop og tog p\u00e5 en m\u00e5de tr\u00e5den op igen fra Den store v\u00e6ver fra Kashmir fire \u00e5rtier tidligere. Historien handler om en udsendt fra biskopsembedet, der fors\u00f8ger at komme til bunds i embedsf\u00f8relsen hos pr\u00e6sten J\u00f3n primus, der er oph\u00f8rt med at forkynde kristendommen og begyndt at praktisere den; han n\u00e6rer ubegr\u00e6nset respekt for livet p\u00e5 jorden men bryder sig ikke l\u00e6ngere om diverse ideologier, heller ikke teologien. Kristenr\u00f8kt udkom i Norge i 1969.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

I 1972 udkom en ny roman fra Halld\u00f3r Laxness, Guds gode gaver,<\/em> hvor han genoptager et gammelt motiv, sildespekulanten, som han ogs\u00e5 havde beskrevet i Salka Valka <\/em>i tredverne. Nu behandler han emnet p\u00e5 en anden m\u00e5de og betragter ikke industrimagnaten med de samme \u00f8jne som i Salka Valka<\/em>, de politiske relationer er nu forsvundet. Guds gaver udkom i Norge i 1973.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Efter disse romaner begyndte forfatteren\u00a0 at skrive sine memoirer, der udkom i \u00e5rene 1975 – 1980 i fire dele.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Halld\u00f3r Laxness’ digtning er s\u00e5ledes uhyre varieret. Han skrev i tyverne en modernistisk roman med surrealistisk isl\u00e6t og avantgardistiske digte, han skrev socialrealistiske romaner i tredverne og i fyrrerne begyndte han at skrive historiske romaner. Han skrev absurddrama p\u00e5 femtitallet og fyrre \u00e5r efter at han skrev Den store v\u00e6ver fra Kashmir<\/em>, nu n\u00e6sten 70 \u00e5r gammel, begyndte han at flirte med modernismen igen sammen med unge romanforfattere. Han begyndte sin l\u00f8bebane i katolicismen, gik senere ind for socialismen men opgav endeligt alle ideologier – undtagen m\u00e5ske taoismen. Men altid finder vi de samme tr\u00e6k i hans fort\u00e6llinger. Han ser tingene anderledes end vi andre, han er ofte skarp i sine skriverier, men det lykkes ham altid at se de komiske sider af sine personer og deres handlinger, og sympatien er altid hos de d\u00e5rligere stillede.<\/p>\r\n\r\n\r\n\r\n

Jeg vil gerne til slut fort\u00e6lle en lille historie om Halld\u00f3r Laxness, der viser flere af disse tr\u00e6k. Han har altid haft en svaghed for flotte biler og har som regel haft biler som f. eks. Jaguar. En gang var der dog problemer med motoren s\u00e5 han m\u00e5tte standse og kigge under motorhjelmen. Desv\u00e6rre havde han vist sp\u00e6rret vejen, og mens han stod b\u00f8jet over motoren og fors\u00f8gte at finde hvad der var galt, begyndte en anden bilist at dytte bag ved Nobelpristageren og mente tydeligvis at han var i vejen. Laxness forsatte dog med sine reparationsfors\u00f8g, og den anden fortsatte med at dytte. Efter et godt stykke tid begyndte situationen at kede Laxness, og han gik da hen til bilisten og sagde: \u201eSkal vi ikke bytte nu? Du kan g\u00e5 hen og kigge i motoren, s\u00e5 skal jeg dytte imens.\u201c<\/p>\r\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Indtil \u00e5ret 1973 sejlede passagerskibet Gullfoss mellem Island, Leith i Skotland og K\u00f8benhavn. En af de faste g\u00e6ster om bord […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"open","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[7],"tags":[],"class_list":["post-111","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-dksegb"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/111","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=111"}],"version-history":[{"count":3,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/111\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":104085,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/111\/revisions\/104085"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=111"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=111"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/skaldatimi.is\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=111"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}