Indtil året 1973 sejlede passagerskibet Gullfoss mellem Island, Leith i Skotland og København. En af de faste gæster om bord var Halldór Laxness, da han var bange for at flyve. Da Gullfoss på en af disse rejser stoppede i Leith, gik Laxness ud på dækket i det fine vejr. Han så at en af havnearbejderne, der arbejdede på kajen, var fuldstændig tandløs. Dette vakte Nobelforfatterens nysgerrighed og han bad en af de ansatte at kalde på denne mand så han kunne tale med ham. Da den skotske arbejdsmand var kommet til Laxness, spurgte forfatteren: „Hvordan kan du holde ud at være tandløs? Hvorfor får du dig ikke et gebis?“ Arbejdsmanden svarede Laxness: „Det er nu sådan at min kone bruger tænderne om dagen, og jeg får dem om aftenen så jeg kan gå på pubben.“ Til dette svarede Halldór Laxness: „Det må være et fortrinligt ægteskab.“
Denne lille anekdote viser meget af det, der karakteriserer Halldór Laxness. Han interesserer sig for sine medmenneskers kår, ikke mindst de mennesker, der er dårligt stillet. Han ser ofte tingene fra en anden synsvinkel end vi andre og har en speciel evne til at se de komiske sider af livet. Alle disse aspekter kan vi se i hans værker.
Halldór Laxness hæver sig højt over andre islandske forfattere i det 20. århundrede, og vi må helt tilbage til Snorri Sturluson for at finde en forfatter af sammenligneligt format i islandsk litteraturhistorie. Han har været meget virksom igennem en lang karriere, han har skrevet 13 store romaner, fem skuespil og en dramatisering af én af romanerne foruden novellesamlinger, artikelsamlinger og memoirer. Den sidste erindringshistorie udkom mere end seksti år efter hans første roman. Men mængden siger langt fra hele historien. Laxness har fået utallige anerkendelser i udlandet, hvoraf den vigtigste naturligvis er Nobelprisen for litteratur i 1955. Han nyder nu sit otium og har lagt pennen fra sig.
Hans bøger er blevet oversat til 43 sprog og er udkommet i mere end 500 forskellige udgaver. Mange af hans bøger er udgivet på norsk, skønt Salka Valka nu formodentlig er den eneste, man vil finde i boghandelen. Hans bøger er blevet solgt i meget store oplag over hele verden, f. eks. i flere hundrede tusind eksemplarer i USA. Hans karriere er enestående, mangesidigheden i hans værker har få paralleller, og man kan faktisk sige at han med hver ny bog er kommet bag på sine læsere.
Halldór Guðjónsson blev født d. 23. april 1902 i Reykjavík. Han flyttede i en ung alder til gården Laxnes i Mosfellsdalen, ca. tyve kilometer uden for Reykjavík i retning af den gamle tingplads Thingvellir. Gården er i dag ramme om en rideskole. Forfatteren tog senere navnet fra dette barndomshjem som familienavn og kaldte sig Halldór Laxness, og da han konverterede til katolicismen tilføjede han navnet Kiljan. Engang i femtitallet ophørte Laxness med at bruge navnet Kiljan, selv om mange islændinge aldrig kalder ham andet end Kiljan.
Halldór Laxness gjorde oprør mod romanens traditionelle form – realepikken – men forsonede sig senere med den igen, uden dog at holde den særlig i hævd. Man kan sige at han bliver en nyskaber inden for realismen. Således videreudvikler han den realistiske roman men uden at bringe den ud af balance.
Laxness’ første romaner, Barn náttúrunnar (1919) og Undir helgahnúk (1924), er traditionelle folkehistorier og kan kaldes ungdomsværker. De er ikke blevet oversat til norsk. Derefter følger en avantgardeepoke hvor Den store væver fra Kashmir bliver til (1927). I Den store væver fra Kashmir slås Laxness med sin samtid, bogen viser et splittet verdensbillede. Laxness forsøger ikke at bringe bogens forskellige stemmer i harmoni, den er ikke redigeret til fordel for et bestemt synspunkt eller budskab. Historien viser mange livsanskuelser og de er alle lige betydningsfulde. På den måde er historien et polyfonisk værk.
Den store væver fra Kashmir er en af Laxness’ mest bemærkelsesværdige romaner. Den svenske litteraturhistoriker Peter Hallberg sagde om denne bog: „Det er et spørgsmål om der nogensinde er udkommet en bog i de nordiske lande, der giver en så stærk og varieret beskrivelse af efterkrigstidens tankegang som Den store væver.“
Den store væver fra Kashmir beretter om Steinn Elliði, der er 18 år gammel da historien begynder, og vi følger ham nogle år i hans liv. Det er tilsyneladende en traditionel udviklingshistorie, men undersøger man den bedre, ser man at den sprænger denne ramme. Steinn Elliði flakker mellem forskellige livsanskuelser, og man kan sige at han raver om mellem tre ideologier: katolicismen, kommunismen og Friedrich Nietzsches overmenneskeideologi. Et katolsk menneske lever gennem Gud, kommunisten lever gennem andre mennesker, mens den, der følger overmenneskeideologien lever gennem sig selv.
Steinns livsanskuelser og situation ændres konstant, det virker som om mange mennesker taler gennem Steinn, hver med sit synspunkt, sit ansigt. Steinn har med andre ord „hundrede og femti livsanskuelser, men ingen af dem er hans egen“, som Halldór Laxness siger i en artikel fra dette tidsrum om nutidsmennesket. I romanerne fra det 19. århundrede havde forfatterne styret sine historier, hvilket gengav et helstøbt verdensbillede. I Den store væver fra Kashmir forsøger Laxness imidlertid ikke at opnå nogen harmoni mellem de stemmer, der kommer frem i historien, eller at redigere historien til fordel for noget specielt budskab. Historien viser mange livsanskuelser, der alle har samme berettigelse.
Den store mængde ideer og synspunkter, der kommer frem i Den store væver fra Kashmir bliver brugt til at belyse Steinns modsætningsfulde natur og de problemer der piner hans sind. Diskussionen, dialektikken, er tilsyneladende hovedemnet. På den måde er historien et polyfonisk værk, og forfatteren tager ikke noget ansvar for den vrimmel af synspunkter, der kommer frem i historien. De største modsætninger i Steinns liv er Gud og Dilja, den kvinde han elsker når hun ikke i hans øjne er et symbol for Djævelen. Til sidst sejrer så Gud, men tilbage sidder Dilja.
Der er mange ting til fælles mellem Steinn Elliði, hovedpersonen i Den store væver fra Kashmir, og Halldór Laxness. Laxness var en tid lang katolik og boede i en periode i et kloster, men med Den store væver fra Kashmir kan man sige at han har taget afsked med den katolske kirke. Det var ikke Gud, der sejrede i kampen om Laxness’ sjæl, men derimod menneskene, og nu gik han helt over til socialismen. Efter Den store væver fra Kashmir skriver Laxness historier fra samtiden, som man kan kalde sociale historier. I 1931 – 32 udkom Salka Valka, hvori vi følger udviklingen hos Salka Valka, der med sin mor kommer til en lille fiskerlandsby, hvor hun træffer Arnaldur, den unge idealist der vil revolutionere verden. Salka Valka fortjener også megen opmærksomhed, da den markerer et skel i Laxness’ karriere på mere end én måde.
I april og maj 1933 var Halldór Laxness i Leipzig og skrev derfra breve til sin kone. Året før var den første halvdel af Salka Valka udkommet, og han var nu i gang med at skrive den sidste. Lad os se lidt på disse breve. Dér skriver Laxness:
Det går udmærket med den nye bog. Jeg har gode forhåbninger om den, – somme tider. – Som du ved, – så fortvivler jeg ind imellem. …[Materialet] er ofte overordentlig vanskeligt og knust, og jeg finder dagen ud og ind en konstant spænding efter at få at se hvordan det vil gå. Personerne får med hver dag der går mere og mere storslåede dimensioner … Og hvis den sidste halvdel lykkes, så er jeg made, så har jeg skrevet en roman i verdensformat. … [Det] er et frygteligt og stort arbejde, der venter mig. Men jeg skal vise at jeg kan blive en forfatter i verdensformat, eller brække halsen. Her er ingen pardon og ikke tale om at give efter så meget som en millimeter. Jeg vil præstere det – eller brække halsen!
Salka Valka udspilles mellem jævne almuefolk i en fiskerlandsby. Der fortælles om beboernes livskamp, både om trange kår og stridigheder mellem de enkelte. Romanens personer er alle skrøbelige men ingen er uden medlidenhed. Rigtigt og forkert er i denne roman ikke modsætninger, hvilket er meget sjældent i en realistisk samfundsbeskrivelse i tredverne, en tid med voldsom klassekamp. Forfatterens og læserens medlidenhed er oprigtig og fuldstændig med alle bogens personer – uanset hvor usle de er. Selv det ækle er her smukt. Som eksempel på dette kan det synes underligt at Salka føler sig tiltrukket af Steinflór, historiens skurk. Steinflór forsøger at voldtage hende da hun er ganske ung mens han bor sammen med hendes mor. Men med sin personskildring lykkes det forfatteren at undgå at gøre Steinflór til en ensfarvet skurk. Han har en tiltrækningskraft, der ikke lader Salka uberørt.
Dette ses også i historiens politiske fortælling. Arnaldur kommer til landsbyen og forkynder socialismen, ligesom Halldór Laxness kom hjem til Island fra Amerika nogle år tidligere som overbevist socialist og begyndte at udbrede budskabet. Alligevel er Arnaldur ikke symbolet på godheden og visdommen, den, der altid har ret eller som alle har medlidenhed med.
På den måde falder Laxness ikke i den fælde at skrive i den ensfarvede socialrealismes ånd, hvor de gode kun er gode og de onde kun onde. Man kan sige at Laxness i historien prøver de teorier, som han forkyndte i sine artikler om sociale spørgsmål og når det resultat at de ikke virker i virkeligheden. Om dette så var bevidst eller ikke.
Jeg sagde før at Salka Valka markerede et skel i Laxness’ udvikling på mere end een måde. For det første begynder han nu at skrive sociale historier fra samtiden, og for det andet er dette bogen, der åbner vejen til udlandet for ham. Den islandske forfatter Gunnar Gunnarsson, der arbejdede i Danmark på dette tidspunkt og faktisk var en af landets populæreste forfattere, oversatte bogen til dansk, og kort tid senere udkom den i England. Halldór Laxness var „made“ som han tidligere havde skrevet i brevet til sin kone. Forude var storslåede værker der i tiden fremover ville bære Laxness’ ry og berømmelse endnu længere. Salka Valka blev oversat til norsk i 1946.
To år efter at Laxness havde skrevet Salka Valka udkom hans næste bog Frie Mænd i to dele, det mægtige værk om bonden Bjartur på gården Sumarhús, manden der såede i sin fjendes ager hele sit liv, nat og dag, som det står i historien. Frie mænd er den bog der har gjort mest for Laxness’ verdensberømmelse. I 1946 var den månedens bog hos Book of the Month Club i USA, og 500.000 eksemplarer blev solgt på en måned. Bogen er for nylig udkommet igen hos Random House i USA som paperback.
Laxness har selv sagt at han til dels har skrevet Frie Mænd som modstykke til Hamsuns Markens grøde. Begge disse bøger fortæller om bønder, der alene driver deres eget landbrug, men historierne fortælles på vidt forskellig måde. Isaks første ord i Hamsuns værk er „ja“, mens Bjarturs første ord er „nej“. Bjartur kæmper hele sit liv for at være en selvstændig mand. Han er yderst fattig men vil ikke være en byrde for nogen. Hele tiden arbejder han imod sine egne interesser, og til slut har han mistet alt og er på vej ind i en endnu mere afsidesliggende dal med hvad der er tilbage af familien. Alligevel er han sejrherre, for han har i virkeligheden anerkendt at han har haft uret. Isak i Markens grøde er derimod blevet en velstående mand i historiens slutning.
Det kan virke ejendommeligt at en historie om en islandsk bonde skulle vække så meget opmærksomhed i udlandet, men det er tilsyneladende lykkedes Laxness at slå på fællesmenneskelige strenge i historien, Bjartur har tilsyneladende mange paralleller over hele verden. Og bogen synes at gøre et meget stærkt indtryk på sine læsere. En vinterdag, da Laxness sad i sit hjem Glúfrasteinn uden for Reykjavík, bankede det på døren. Udenfor blæste en forrygende snestorm, og alle undtagen de, der havde et ærinde af yderste nødvendighed, holdt sig inden døre. Udenfor stod en mand, og taxaen ventede foran huset. Manden var amerikaner og havde mellemlandet i Island på vej til Europa. Han havde prajet en taxa og bedt chaufføren køre til Halldór Laxness’ adresse. Strækningen fra lufthavnen til Mosfellsdalur er ca. 75 kilometer og koster i dag mindst 1.500 norske kroner tur retur. Det eneste ærinde var at hilse på manden, der skabte Bjartur på gården Sumarhús og fortælle ham at der på Manhattan var flere af Bjartur’s brødre end noget andet sted i verden. Kører man 150 kilometer i en taxa gennem snestorm for at hilse på en forfatter, må romanen have gjort et stærkt indtryk på i hvert fald denne læser. Frie Mænd udkom i Norge i 1954.
I årene 1937 – 40 skrev Laxness romanen Verdens lys i fire dele. Historien er om Ólafur Ljósvíking, der er en af de allermindste af en brødreflok, et foragtet digtergeni, en stakkel der lider for andre. Han længes efter skønheden og kan aldrig deltage fuldtud i det jordiske liv, og siger et sted at det er meget vanskeligere at være digter og skrive om verden end at være menneske og leve i den. Historien slutter med at Ólafur Kárason går op på isbræen, der knejser over landsbyen hvor han bor, op hvor skønheden alene råder, oven for alle krav. Verdens lys udkom først i Norge i 1957 – 58.
I 1948 skrev Halldór Laxness romanen Land til salg. Den var et indlæg i nationens meget hårde diskussion om holdningen til udenlandske tropper i Island. Land til salg udkom i Norge i 1966.
Omkring dette tidspunkt begyndte forfatteren at skrive historiske romaner, som han byggede på autentiske kilder. Islands klokke udkom i årene 1943 – 46, på samme tid som verdenskrigen slutter og Island erklærer grundlæggelsen af den islandske republik. Skønt man aner disse begivenheder i historien, er den en historisk roman og for en stor del bygget på professor Árni Magnússons livsløb i Island og i København. Árni Magnússon har langt den største del af æren for bevarelsen af de islandske håndskrifter fra middelalderen. I romanen er han kaldt Arnas Arnæus.
Islands klokke er mere end nogen anden bog en fortolkning af nationens historie og tilsigter en øget national bevidsthed. Laxness’ billede af islændinge omkring 1700 er kummerligt. Der er hungersnød i landet, epidemier hærger og handelsmonopolet udpiner befolkningen. Landets klokke ødelægges, domhuset forfalder, embedsmændene er berusede ved arbejdet, retssystemet korrupt og så videre. Men på en eller anden måde overlever denne nation. Dens symbol, Jón Hreggviðsson, mister aldrig ligevægten selv i de uhyrligste prøvelser. Han stjæler et stykke snor så han kan fange fisk, han bliver pisket for at håne kongen, på hjemvejen tyder meget på at han har druknet sin bøddel i en mudderpøl, og som følge er han dømt til døden. Jón Hreggviðsson er en autentisk person, og ideen til historien var et brev fra Jón Hreggviðsson til myndighederne som Laxness fandt ved en tilfældighed.
Islands klokke er også kærlighedshistorien om Snæfríður Íslandssól og Arnas Arnæus. De mødes da hun er ganske ung og han en mand i en moden alder, han giver hende en ring og de elsker hinanden fra det øjeblik. Men de må aldrig få hinanden. Arnas Arnæus har brugt hele sin formue til at købe håndskrifter og er på fallittens rand. Han løser sine økonomiske problemer ved at gifte sig med en rig enke i København, og dermed ødelægges drømmen om ægteskabet mellem ham og Snæfríður. Skønt de tilbringer en sommer sammen og senere oplever en nat sammen i København i historiens slutning er deres historie tragisk, blandt andet fordi deres respektive ægtefæller nærmest er uhyrer, dels den danske pukkelryg med munden midt på maven og dels Magnús, der er dranker og sælger sine jorde og sin kone Snæfríður for brændevin.
Hvorfor kan Snæfríður og Arnas ikke få hinanden? Hvad forhindrer det. Det kan besvares med eet ord: Idealismen. Arnas ofrer sig for Islands litteratur og dermed for nationen. Man kan sige at Snæfríður er sig dette offer bevidst og accepterer det. Hun befrier Jón Hreggviðsson fra fangenskab natten før han skal henrettes og sender ham til Arnas i København. Med Jón Hreggviðsson sender hun sin elsker ringen som han tidligere havde givet hende og et brev hvori hun siger, at selv om han ikke vil have hende og vælger at redde Islands ære, d. v. s. nationens bøger, og derigennem islændingene selv fremfor at elske og leve sammen med hende, så vil hun alligevel altid elske ham. Snæfríður har stor respekt for Arnas’ idealer, men man kan spørge: er dette ikke grusomme idealer? Kan man ikke sammenligne Arnas’ idealer med Magnús’ drikkesyge? Han ofrer alt for bøger, ligesom den anden ofrer alt for brændevin. Arnas sælger Snæfríður for bøger mens Magnús sælger hende for brændevin. Arnas sviger ganske vist ikke nationen men han sviger Snæfríður, ofrer individet for helhedens tarv.
Så sker der store ændringer i Arnas’ forhold. Han bliver udnævnt som den danske konges specielle repræsentant på Island. Derigennem slås han for retfærdighed, genoptager uretfærdige domme og afsætter inkompetente embedsmænd, blandt andre Snæfríðurs far; men de der før blev pisket og uretfærdigt dømt, jubler ikke. Biblioteket som han etablerer forsvinder i den store brand i København. Han er blevet træt, han føler sig besejret. Ægteskabet med pukkelryggen, kampen mod købmænd og korrupte dommere har slukket hans livslængsel; han er udbrændt.
Kærlighed og idealer slås i Islands klokke, ligesom i f. eks. Den store væver fra Kashmir hvor Steinns religiøse idealisme og hans kærlighed til Dilja er uforenelige synspunkter. Det samme gør sig gældende i Salka Valka, hvor Arnaldur vælger karriere og idealer frem for Salkas kærlighed. Her kan vi se i hvilken grad samspillet mellem kærlighed og idealer optog Halldór Laxness. Beskeden vi får er at kærlighed og idealer er helt uforligelige størrelser.
Handlingen i Islands klokke er storslået. Et sted i historien anklager Magnús Arnas for ulovligt samleje med sin kone Snæfríður om sommeren, hvor de to var sammen. Arnas anklager ham til gengæld for bagvaskelse og kræver at hans formue bliver konfiskeret. Arnas og Snæfríður skilles og Snæfríður rejser hjem til Magnús. Magnús havde tabt hans og Snæfríðurs jord på sold men Snæfríðurs far købt den tilbage og givet til hende. Hun giver så jorden tilbage til Magnús. Hun påstår at have gjort dette så han ville eje en ejendom i det tilfælde at han skulle blive dømt formueløs. Hvorfor? Da Arnas nægter at have haft samleje med Snæfríður, afsværger han hende; men får han dom som stadfæstelse herpå, har han ikke alene afsværget hende, men også gjort hende formueløs. Går dommen imidlertid imod Arnas, anses de begge for skyldige i hor, hvilket ville have medført tab af ære og muligvis andet og værre; men Magnús ville i så fald have ejet jorden. I hvert fald indtil næste soldetur.
På denne måde gør Laxness de elskendes forhold yderst paradoksalt og fylder det med spænding. Det samme sker da de mødes på et gæstehus i København. Da har Snæfríður fået de danske myndigheder til at erklære dommene over Arnas ugyldige, og derigennem har hun faktisk frataget ham hæder og ære; alligevel vælger hun at tilbringe natten sammen med ham og tilbød at ødelægge domsdokumenterne. Arnas har fået viden om hendes forsøg på at ødelægge ham men kommer dog til hende alligevel. Og til trods for disse langvarige stridigheder mellem Snæfríður og Arnas, er de elskende for evigt. Således spiller Halldór Laxness på paradokser i Islands klokke ligesom også i andre værker. Islands klokke udkom første gang i Norge i 1951.
I 1952 udkom Kjempeliv i nord. Her gik Halldór Laxness i gang med det ambitiøse projekt at skrive en „Islændingesaga“. Historien er fra begyndelsen en parodi rettet mod helte- og voldsdyrkelsen hos den islandske helt fiorgeir Hávarsson og den islandske digter Þormóður Kolbrúnarskáld, men da parodien er færdig, begynder tragedien. Laxness bygger her på Fóstbræðra saga, en af Islændingesagaerne, men også på Snorri Sturlusons Heimskringla. Billedet der er malet af den norske konge Olafur Haraldsson i disse to værker, er meget forskellig. Snorri gør ham til en helgen; hos Laxness kommer han til at se ud som en diktator og tyran, en slags blanding af Hitler og Stalin. Den islandske digter har i romanen digtet et stort vers om Ólafur Haraldsson. Endelig får han lejlighed til at fremsige digtet før kampen ved Stiklarstaður, men ser så hvilken person kongen virkelig er, og erklærer at han ikke længere kan huske digtet. Kjempeliv i nord udkom på norsk i 1958.
I 1960 udkom en historisk roman til fra Halldór Laxness, Det gjenfunne paradiset, der fortæller om bonden Steinar fra Steinahlíðar, der rejser over den halve jordklode i sin søgen efter et paradis på jorden. Han bliver mormon og flytter til Utah men kommer til sidst tilbage til sin hjemegn efter at have lært mangt og meget om verdens idealer og bedrag. I disse historier kan man sige at forfatteren taler til sin samtid gennem historier fra fortiden, men man bemærkede også en ny tone i dem. Tidligere havde han forkyndt socialisme med megen iver, hyldet Sovjetunionens leder, men nu var det som om han havde fået nok af teorier og begyndt at tvivle på lyksalighedsriget.
Historien om bonden Steinar fra Steinahlíðar er historien om et menneske, der bliver idealist og får håb om paradis på jorden. Han rejser ud for at finde det, men et eller andet bevirker at han søger tilbage til hjemegnen i historiens slutning. Idealerne om tusindårsriget viste sig at være bedrag. I slutningen er tilsyneladende intet sket, det er som om Steinar står på det samme sted som før han rejste ud. Han fandt tro eller idealer, som han tabte igen, men har fået en ny livsanskuelse i slutningen. Når alt er taget i betragtning, er det den urgamle og trofaste islandske natur omkring hans gård, der giver hans liv og arbejde som islænding indhold og sammenhæng. Det er bemærkelsesværdigt at man finder en lignende kerne i Voltaires Candide, der udkom på islandsk i Laxness’ oversættelse i 1945. Men skønt værkernes resultater er parallelle, er bearbejdelsen af materialet vidt forskellig.
Halldór Laxness havde siden i slutningen af tyverne været en ihærdig fortaler for socialismen og et retfærdigt samfund, havde rost Sovjetunionen og dens leder Stalin, men på samme tid kraftigt kritiseret kapitalismens højborg, USA. Henimod slutningen af femtitallet begyndte man imidlertid at bemærke en anden tone i Laxness’ udgivelser. Da ser man ikke længere de heftige angreb på USA og Nato, men skuffelsen over socialismens udførelse øst for jerntæppet er blevet desto tydeligere. Det er meget tydeligt at Laxness’ begejstring for Sovjetunionen – socialismens lyksalighedsrige – nu er betydelig mindsket. I essays fra denne periode ser man, at forfatteren tilsyneladende har fået mere end nok af teorier; andre kunne beholde sin tro eller sine ideologier, men selv havde han frem for alt tro på tolerance, og derudover den pragmatiske indstilling, der siger: hvis doktrinen virker, er den i det mindste god til netop det formål.
Halldór Laxness lagde altid uhyre meget arbejde i sine romaner. Undersøgte deres baggrund så grundigt som muligt, besøgte historiske steder og så videre. I nogle tilfælde var romanerne flere årtier på forberedelsesstadiet. Det gjenfunne paradiset er et udmærket eksempel på dette.
Som ung skoledreng fandt Laxness engang en rejsebeskrivelse fra en bonde, der havde boet syd for bjergkæden Eyjafjöll i Sydisland. Bonden hed Eiríkur Jónsson og havde boet på gården Brúnir. Han havde hørt en biskop fra Utah i USA, der faktisk var islandsk, beskrive mormonernes forjættede land på den anden side af verdens oceaner og ørkener. Eiríkur Jónsson fortrylledes af denne ide om dette fuldkomne rige, og en skønne nat stod han ud af sengen, kyssede de sovende børn som han elskede mere end noget andet på jorden, omfavnede sin kone – og forsvandt. Historien om Eiríkur fra Brúnir gav ideen til Laxness’ roman om Steinar fra Steinahlíðar i Det gjenfunne paradiset.
Laxness beskrev selv i en artikel grundene til at han begyndte at skrive Det gjenfunne paradis på følgende måde:
Om efteråret i 1927 da jeg første gang stod foran templet i Salt Lake City [Staten Utahs hovedstad], kom jeg igen i tanker om historien som jeg tilfældigvis havde læst som dreng, om en lille bondes pilgrimsrejse ud i den store verden for at finde det forjættede land og, om de om muligt endnu alvorligere vanskeligheder som hans nærmeste blev udsat for efter at han var rejst. Før jeg vidste det, var jeg begyndt at blande denne historie sammen med virkeligheden. Ideen blev så ved med at plage mig i mere end tredve år.
Halldór Laxness siger i den samme artikel at han igen og igen har taget livtag med dette materiale, men aldrig fået ordentlig fat. Han fandt at hovedtemaet, det forjættede land, “aldrig ville komme i fokus”. I årene 1958 og 1959 koncentrerede Laxness sig om materiale til Det gjenfunne paradis, genopfriskede bekendtskabet med historien om Eiríkur fra Brúnir og rejste omkring på Sydisland for at få et bedre kendskab til lokaliteterne med henblik på historiens handling. Om sommeren 1959 rejste så Halldór Laxness til USA i det samme ærinde og boede det meste af tiden i Staten Utah, hvor efterkommerne af de islandske immigranter endnu praktiserer Mormonertroen. D. 4. oktober sendte han sin kone Auður brev fra bonden Eiríkurs forjættede land:
Jeg har allerede udrettet det meste af det som jeg kan gøre her, kommet udmærket godt i gang med mit materiale, så nu ligger resten af bogen faktisk i klare linier foran mig. Derfor føler jeg mig nu konstant bombarderet med ideer og optrin, der venter på at blive fæstet, så jeg kan næppe følge med ved at tage notater og lave rammer om flere og flere nye kapitler. Jeg var i fire dage hos Bearnson forleden og talte med folk fra Spanish Fork, Provo og Springville, de fleste af islandsk oprindelse, dusinvis af mennesker, nogle dage var jeg på besøg hos dem fra morgen til aften, den ene familie efter den anden. Det var uhyre lærerigt og jeg fik en mængde pålidelig viden om islandsk immigrantliv fra første hånd.
Her kan vi se hvor grundigt Laxness har undersøgt fortællingens baggrund og scener for Det gjenfunne paradiset, og det samme er tilfældet for alle hans romaner. Han undersøger minutiøst sine kilder, både skriftlige oplysninger og mundtlige overleveringer. I Islands klokke nyder Laxness godt af beskrivelserne fra en islænding, der havde været i den danske armé, og i Det gjenfunne paradiset af skriverierne fra Eiríkur fra Brúnir, og naturligvis støtter han sig til en mængde andre skrevne kilder. Laxness kalder disse skribenter „uforfalskede bondehistorikere“, og siger at hvad der karakteriserer dem er „deres syn på verden som en udvidelse af hjemegnen og en fortsættelse af den“ og tilføjer om Eiríkur fra Brúnir: „om han beskriver bordeller eller kongefamilien i København eller det forjættede land i Utah er han til stadighed fast på gårdspladsen hjemme på Brúnir“.
Det gjenfunne paradis udkom i Norge i 1960.
I Liv og lagnad i Brekkukot som han skrev tre år tidligere, 1957, to år efter at han fik tildelt Nobelprisen i litteratur, kan man skelne et lignende livsanskuelse som i Det gjenfunne paradis, men historien udspilles i Reykjavík omkring år 1900. Liv og lagnad i brekkukot er Álfgrímurs beretning om morfar og mormor i Brekkukot, som er et lille sted udenfor Reykjavík, og om den berømte sanger Garðar Hólm. Álfgrímur vil gerne lære at synge og finde den rene tone. Garðar Hólm er tilsyneladende blevet berømt som sanger, men det er ikke sikkert at han har fundet den rene tone. Købmand Gúðmundsen i Reykjavík har støttet Garðar økonomisk under uddannelsen og forsøger ivrigt at øge hans berømmelse i Island ved at sætte annoncer i avisen om hans sejre i udlandet.
Man kan betragte Liv og lagnad i Brekkukot fra forskellige synsvinkler. Almindeligvis er den læst som en historie om to forskellige verdener, en gammel og en ny, en ægte og en falsk.
Hvis vi ser på Liv og lagnad i Brekkukot som en historie om forskellige verdener, en gammel og en ny, så markerer korsleddet uden for Brekkukot grænsen. Inden for leddet bliver der ikke stillet noget krav, hverken timelige eller åndelige, eftersom beboerne her lever livet som islændinge har gjort det i mange århundreder. De lever et regelmæssigt liv der ligger i faste rammer, respekterer andres ret til at være anderledes og fornærmer ikke nogen. Der er ordene for dyrebare til at ødsle bort i letsindig snak; nysgerrighed og tyvagtighed bliver stillet lige. Verden inden for leddet er nærmest en slags paradis. Der drives et gratis gæstehus. I mormor og morfars begrebsverden er kun den rigdom ægte, der ikke kan stjæles. Uden for korsleddet er der en helt anden verden, en anden time, et andet samfund. Brekkukot og Gúðmundsensbutikken er symboler på to forskellige synspunkter i historien. Brekkukot symboliserer oprigtighed, beskedenhed og arbejdsomhed – eller den rene tone – , og Gúðmundsensbutikken alt det modsatte. Den kunst der har fristed dér, er ikke ægte. Den statiske verden inden for korsleddet indebærer en dyrebar kultur, en enestående værdinorm og er i besiddelse af en vis magi, der bygger på historiske og sociale betingelser, der er begyndt at briste i bogen. Den nye tid holder sit indtog i Reykjavík. Nutiden er lige ved at bryde ud og vil medføre andre arbejdsredskaber der skaber nye økonomiske betingelser, og menneskers tankegang og værdinormer vil ændres meget hurtigt.
I sine sidste bøger kommer Laxness igen og igen frem til at det egentlig ikke gør nogen forskel for vort liv hvilke religiøse eller filosofiske formler vi følger. Det er de menneskelige egenskaber der afgør resultatet, den menneskelige holdning. Mange personer i hans bøger karakteriseres af dette. Deres liv bygger på tolerance over for medmennesket og er fri for enhver fanatisme. Hvad der end sker, viser disse personer sin selvstændige holdning med ubevægelig ro, og udelukkende ved at reagere som de finder det naturligt.
Et livssyn af denne type har mange lighedspunkter med taoismen, der har sin oprindelse så langt borte som i Kina. Skønt Brekkukot unægteligt er et islandsk almuehjem, ser historiens forfatter husets beboere igennem taoismen. Kernen i Laxness’ tao indebærer respekt for alt liv, tro på ægte menneskekærlighed, trofasthed og oprigtighed. Dette forbillede for menneskelig adfærd, der blev fremsat i en kinesisk bog for flere tusinde år siden, finder han blandt jævne islandske almuefolk. Laxness sætter dette vemodige billede af livet i Brekkukot op imod nutiden, hvor andre værdier nyder respekt
I bogens slutning ved vi at verdenen inden for korsleddet vil forsvinde. Álfgrímur tager skridtet fuldtud, forlader Brekkukot for at rejse ud i verden og lære at synge og træder dermed i den berømte sanger Garðar Hólms fodspor. Vi ved imidlertid at Álfgrímurs historie vil blive en ganske anden end Garðar Hólms, der aldrig har kunnet synge en eneste ren tone. Álfgrímurs åndelige ballast på vej ud i livet har sine rødder i den ægte verden, ikke i Gúðmundsensbutikkens verden som den Garðar Hólm havde med da han rejste ud i verden.
Hos de fleste islændinge er Garðar Hólm blevet en slags symbol lige fra da bogen udkom. Han er et symbol for islændingen, der rejser ud i verden for at opnå verdensberømmelse, sender så udklip fra aviser hjem til Island, hvor de kritikløst bliver offentliggjort, og dermed er vedkommende blevet verdensberømt – i Island.
Liv og lagnad i Brekkukot udkom i Norge i 1964.
Efter Det gjenfunne paradis i 1960 gik der otte år før der igen blev udgivet en roman af Halldór Laxness . Han begyndte at skrive skuespil, efter eget udsagn på grund af en påtrængende og ubuden gæst i hans historier som han kalder Plus Ex. „Hvem er denne Plus Ex?“, spørger han i en artikel fra denne periode og svarer:
Det er den ubudne og navnløse gæst med det utydelige pas, gæsten der altid er tilstede som en vindueskigger, lige meget hvor man åbner bogen. Denne herre viser aldrig den smule høflighed at sætte sig bagest i rollebesætningen men accepterer ikke andet end hæderspladsen lige i fortællingens midte, og det endda i historier hvor forfatteren gør sig al mulig umage for ikke at identificere sig med fortælleren.
Op gennem sekstitallet koncentrerede Laxness sig om at skrive drama. Tre nye skuespil fra forfatteren blev iscenesat i dette tidsrum, men allerede i 1954 var et skuespil skrevet af Laxness blevet iscenesat. Skuespillene har mange fælles træk. Laxness skaber i dem alle en konfrontation mellem den uforurenede og oprindelige verden af nøjsomhed, hverdagsliv og beskedenhed med den moralsk blinde verden af varehandel og materiel overflod. Det skjuler sig ikke at den førstnævnte har forfatterens fulde sympati og sjæl.
I 1968 viste sig igen en helt ny side af Halldór Laxness i bogen Kristenrøkt under jøkulen. Der har forfatteren til dels givet slip på den ellers karakteristiske realisme og tilladt en handling, der ikke kan forklares på logisk vis. I de forudgående år var islandske forfattere begyndt at sprænge den traditionelle romanform. Nu fulgte Laxness trop og tog på en måde tråden op igen fra Den store væver fra Kashmir fire årtier tidligere. Historien handler om en udsendt fra biskopsembedet, der forsøger at komme til bunds i embedsførelsen hos præsten Jón primus, der er ophørt med at forkynde kristendommen og begyndt at praktisere den; han nærer ubegrænset respekt for livet på jorden men bryder sig ikke længere om diverse ideologier, heller ikke teologien. Kristenrøkt udkom i Norge i 1969.
I 1972 udkom en ny roman fra Halldór Laxness, Guds gode gaver, hvor han genoptager et gammelt motiv, sildespekulanten, som han også havde beskrevet i Salka Valka i tredverne. Nu behandler han emnet på en anden måde og betragter ikke industrimagnaten med de samme øjne som i Salka Valka, de politiske relationer er nu forsvundet. Guds gaver udkom i Norge i 1973.
Efter disse romaner begyndte forfatteren at skrive sine memoirer, der udkom i årene 1975 – 1980 i fire dele.
Halldór Laxness’ digtning er således uhyre varieret. Han skrev i tyverne en modernistisk roman med surrealistisk islæt og avantgardistiske digte, han skrev socialrealistiske romaner i tredverne og i fyrrerne begyndte han at skrive historiske romaner. Han skrev absurddrama på femtitallet og fyrre år efter at han skrev Den store væver fra Kashmir, nu næsten 70 år gammel, begyndte han at flirte med modernismen igen sammen med unge romanforfattere. Han begyndte sin løbebane i katolicismen, gik senere ind for socialismen men opgav endeligt alle ideologier – undtagen måske taoismen. Men altid finder vi de samme træk i hans fortællinger. Han ser tingene anderledes end vi andre, han er ofte skarp i sine skriverier, men det lykkes ham altid at se de komiske sider af sine personer og deres handlinger, og sympatien er altid hos de dårligere stillede.
Jeg vil gerne til slut fortælle en lille historie om Halldór Laxness, der viser flere af disse træk. Han har altid haft en svaghed for flotte biler og har som regel haft biler som f. eks. Jaguar. En gang var der dog problemer med motoren så han måtte standse og kigge under motorhjelmen. Desværre havde han vist spærret vejen, og mens han stod bøjet over motoren og forsøgte at finde hvad der var galt, begyndte en anden bilist at dytte bag ved Nobelpristageren og mente tydeligvis at han var i vejen. Laxness forsatte dog med sine reparationsforsøg, og den anden fortsatte med at dytte. Efter et godt stykke tid begyndte situationen at kede Laxness, og han gik da hen til bilisten og sagde: „Skal vi ikke bytte nu? Du kan gå hen og kigge i motoren, så skal jeg dytte imens.“